Nord Energi Fibernet lægger den digitale motorvej til DM i Skills

Når DM i Skills løber af stablen, er det ikke kun de dygtige lærlinge og elever, der er i fuld gang. Også bag kulisserne arbejdes der på højtryk. Som sponsor af DM i Skills sørger Nord Energi Fibernet for at etablere selve fibernettet til forbindelsen på pladsen, hvor konkurrencerne afholdes.  

Arbejdet sker i tæt samarbejde med Dana Cup for at sikre en stabil digital infrastruktur, så konkurrencer og teknisk udstyr kan fungere uden problemer.

– Man kan sige, at vi lægger motorvejen, fortæller Jan Steenberg, afdelingschef for Netværk og Teknik. Fibernettet er grundlaget for den stabile og hurtige internetforbindelse, som moderne events som dette kræver.

Fiber i jorden fra tidligere events

Når DM i Skills afholdes ved Park Vendia, er en vigtig del af infrastrukturen allerede på plads. Fiberen er nemlig allerede etableret i jorden på området.

Det skyldes blandt andet, at pladsen hvert år lægger græs til verdens 3. største fodboldturnering for ungdomshold, Dana Cup. Her bruges fibernet til at livestreame fodboldkampe til hele verden.

Det gør det muligt hurtigt at koble arrangementer som DM i Skills på fibernettet og sikre den nødvendige digitale kapacitet til både deltagere, arrangører og publikum.

 

Fiberteknik - et vigtigt fag i udvikling

Fiberteknikere spiller en central rolle i opbygningen og vedligeholdelsen af den digitale infrastruktur. Faget kræver både teknisk forståelse og håndværksmæssige kompetencer. Fibertekniker er ofte en specialisering inden for elektrikeruddannelsen, men der er ikke kun én vej ind i faget. Mange i branchen kommer også med andre tekniske eller håndværksmæssige baggrunde og bygger ovenpå med kurser og erfaring inden for fiber.

Dog er en ting sikkert. Efterspørgslen på kompetencer inden for fibernet er stigende i takt med, at samfundet bliver mere digitalt, og behovet for stabil og hurtig internetforbindelse vokser.

 

Opbakning til fremtidens faglærte

For Nord Energi Fibernet handler vores sponsorat ikke kun om teknik og forbindelser. Det handler også om at bakke op om lokalområdet samt erhvervsuddannelserne og de mange unge, der vælger en faglært vej.

DM i Skills er en vigtig platform for at synliggøre bredden i de faglige uddannelser og inspirere flere unge til at vælge en erhvervsuddannelse. Samtidig giver det indblik i de tekniske fag.

For nogle kan det ligefrem være en vej ind i fiberbranchen. Vejen til at blive fibertekniker er som nævnt ikke nødvendigvis den samme for alle, men faget bygger på klassiske håndværkskompetencer og teknisk forståelse, som mange erhvervsuddannelser giver et solidt fundament for.

10212
Oprettet i NEWWWEB CMS - Brugervenligt og SEO optimeret Content Management System