Natten til mandag d. 4/3 nærmere bestemt kl. 03.31 blev Falck i Sindal kaldt ud til en mindre brand ved Sindal station.
Branden var opstået i nogle blottede el- og fiberkabler, formentlig i forbindelse med en udgravning foran et kabelskab. Da brandfolkene nåede frem, kunne de konstatere, at der var flammer af en 10-15 centimeters højde, der lige så stille stod og brændte. Af sikkerhedsmæssige årsager for at undgå stød og for at mindske skaderne blev branden forsigtigt slukket med en kulsyreslukker. Heldigvis kom ingen til skade.
Hos Nord Energi blev vi bekendt med branden, da Nordjyllands Beredskab kontaktede vores driftsvagt kort tid efter anmeldelsen. Branden resulterede i ødelagte elkabler, og ganske få husstande var kortvarigt uden strøm. Værre viste det sig at stå til med fiberkablerne. Her blev 235 forbrugeres fiberforbindelser berørt. Vores fiberteknikere var derfor på overarbejde mandag, tirsdag og onsdag, indtil de onsdag aften kunne meddele, at alle var online igen. Arbejdet krævede da også både nye brønde til fiberkablerne samt blæsning af nye hovedfiberkabler.
Det fine billede af branden har vi fra Kasper Andersen, der er brandmand i Falck Sindal. Det andet billede er taget af vores fiberteknikere.